Om koret

Kammerkoret Hymnia blev stiftet i 1983 og består af ca. 28 sangere, hvoraf mange beskæftiger sig med musik på et højt kunstnerisk niveau både gennem deres arbejde og i fritiden. Medlemmerne spænder vidt i alder; vi har både plads til helt unge kræfter og de, der har været med fra begyndelsen.

Under ledelse af Flemming Windekilde har ensemblet etableret sig som en betydelig og anerkendt del af den danske korelite med stor koncertvirksomhed og deltagelse i festivaler og konkurrencer både inden- og udenlands, hvor koret har vundet adskillige priser.

Koret har udgivet flere cd'er med dansk og udenlandsk kormusik. Senest dobbelt-cd’en Sing Noel! (2013) med dansk og international julemusik. Se hele vores diskografi her

Hymnia har specialiseret sig i opførelser af nyere og ofte meget kompliceret kompositionsmusik. Korets repertoire omfatter navnlig korværker fra dette århundrede og sjældnere opførte a cappella-værker. Koret lægger vægt på at samarbejde med danske komponister og har gennem årene præsenteret ny dansk musik, blandt andet ved mange uropførelser. Hymnia samarbejder også med andre kor til større projekter - har bl.a. deltaget i "Galaxymphony" sammen med DR symfoniorkester og står foran samarbejder med Danmarks Underholdningsorkester og CPH Phil.

Hymnia er et aktiv kor. Koret har en årlig øveweekend udover den ugentlige aftenprøve, hvor den kommende sæsons repertoire indøves og hver sommer rejser koret for at deltage i konkurrencer og festivaler rundt omkring i Europa. I 2019 var koret i Firenze, Italien og i 2020 går turen til Litauen. Normalt giver Hymnia 12-15 koncerter årligt med varieret repertoire.

Turneer og priser

Også i udlandet har Hymnia slået sit navn fast. Koret har siden 1987 flittigt deltaget i internationale korfestivaler og konkurrencer rundt om i Europa og vundet en lang række førstepriser, bl.a. i Arnhem (Holland), Debrecen (Ungarn), Arezzo (Italien), Spittal (Østrig), Gorizia (Italien), Llangollen (Wales) og Pardubice i (Tjekkiet). I 2005 vandt koret to 1.priser ved den 4. Internationale "Johannes Brahms Chorfestival" i den tyske by Wernigerode - dels i kategorien Kammerkor og dels den samlede 1. pris (Grand Prix).

Hymnia har optrådt i Gewandhaus i Leipzig og har repræsenteret Danmark ved European Broadcasting Unions korkonkurrence "Let the Peoples Sing", ligesom koret har medvirket i den store opsætning af forestillingen Margrethe I på Christiansborg Ridebane.

I 1998 blev Hymnia udnævnt til Årets Kunstner i Københavns Amt og udsendte i den anledning en cd med dansk og fransk kormusik. Cd'en har fået titlen "Kammerkoret HYMNIA". Udnævnelsen gjorde det ligeledes muligt at indspille cd'en "Figure Humaine" med musik af Francis Poulenc (Figure Humaine og Messe i G-dur) og Frank Martin (Messe).

I forlængelse af arbejdet med disse 2 cd'er har Hymnia fået kontrakt med Olufsen Records/Classico om at udgive en række cd'er. Den første i denne række blev udgivet i år 2000 og er med musik af Alfred Schnittke (Requiem og Korkoncert). Se nærmere i korets diskografi.

Baggrund

Hymnia har sit navn fra den græske muse Polyhymnia.

Ordet hymnos betyder på græsk lovsang, og Polyhymnia er en af den græske mytologis ni muser; Som døtre af Zeus og Mnemosyne (erindring) var muserne gudinder for inspiration og boede på bjerget Helikon i Pierien nær Olympen og på Parnassos ved Delfi. I litteraturen optræder de som digteres, musikeres og kunstneres beskyttere. Muser er alvidende, og gennem dem får kunstnere et profetisk indblik i fortid og fremtid. Polyhymnia er sangens, dansens, pantomimens og geometriens muse.

I filmen "Mød mig på Cassiopeia" har Zeus sendt sin datter Polyhymnia (Bodil Kjer) ned på jorden for at inspirere en fattig kunstner (Hans Kurt). Som det så ofte går, forelsker kunstneren og musen sig i hinaden og mødes i et lidenskabeligt kys, hvorpå Zeus (med tordenrøst) udbryder: "Hymnia!"

Koncerter

26/05-2024 15:00
Koncert med Kammerkoret Hymnia: Refleksioner
Brønshøj Kirke

29/05-2024 19:30
Koncert med Kammerkoret Hymnia: Refleksioner
Skt. Johannes Kirke

13/06-2024 19:30
Beethovens 9. symfoni med Copenhagen Phil
Tivolis Koncertsal

03/08-2024 16:00
Åbningskoncert Lundbye-festival
Kalundborg Kirke

22/08-2024 20:00
Rudersdal Sommerkoncerter
Rudersdal